Filmvisning: Downstairs Productions Presents…

“Short and brilliant! So short I have to see it again!” – Otto Normalverbraucher, Die Welt

På torsdag præsenterer folkene bag filmproduktionsselskabet Downstairs Productions, Ilya Lipkin og Joen Vedel, deres seneste film, der blev optaget under sommerens udstillinger på Overgaden.

Som alle de store filmproduktionsselskaber outsourcede Downstairs Productions hele filmens tilblivelse; fx blev castingen foretaget af Rikke Kjær, musikken blev komponeret af Morten Svenstrup, mens film- og tv-produktionsselskabet Slumfilm stod for filmens instruktion og redigering. Med denne hands-off ledelsesstil associerer Downstairs Productions sig i stedet med samtidskunstnerens strategier; med entrepreneuren, med den fremmedgjorte drømmer og med alle dem, der ønsker at blive forbundet med den kreative klasses fortrop. I en blanding af dokumentar, fiktion og parodi imiterer og undergraver Downstairs Productions virksomhedskulturens brandingstrategier og selviscenesættelse samtidig med, at produktionsselskabet kritisk undersøger tendensernes indflydelse på kunstens verden. Filmen “Downstairs Productions Presents” er en fortælling om to unge mennesker, en kunstinstitution, et publikum og et produktionsselskab, der hver især ønsker anerkendelse for hvem de er, men som samtidig kun eksisterer i kraft af andres ønsker til dem. Gennem repetition, suspense og drama udfolder filmen sig langsomt, og afslører, at de konventioner, filmen har underlagt sig, ikke længere giver nogen mening.

Filmvisningen ledsages af en plakat, lavet specielt til visningen. Der vil være varm suppe og billig bar. Vel mødt!

Sted: Overgaden. Overgaden Neden Vandet 17, 1414 København K.
Tidspunkt: Torsdag d. 3/11 kl. 17-19

LARM Vitale Arkiver: Stemme og Autenticitet

Tidspunkt: 8. november kl. 13.00

Sted: 
Dramasalen, lokale 21.5.56, Københavns Universitet Amager, Karen Blixens Vej 1, 2300 Kbh S

Stemmeidealer og stemmebrug belyses gennem tre oplæg der tager afsæt i forskellige fagtraditioner.

Oplægsholdere: fagleder ved musikvidenskab Anne Rosing-Schow og lektor ved retorik Jette Barnholdt Hansen, audiologopæd og adjunkt INSS Jenny Iwarsson.

Alle er velkomne.

 

 

 

 

 

Program:

13.00-13.20: Introduktion v. phd stip. Anna Lawaetz, LARM
13.20-14.00: Oplæg v. Anne Rosing-Schow, fagleder ved musikvidenskab, IKK
14.00-14.30: Oplæg v. audiologopæd og adj. ved INSS Jenny Iwarsson
14.30-14.45 Pause
14.45-15.30: Oplæg v. lektor v. Retorik Jette Barnholdt Hansen, MEF
15.30-16.00: Diskussion

AFART #33 Releasefest

Kender du det, at man sidder et sted hvor der er sportstrofæer bag glasruder og man tænker, ”har jeg virkelig vundet alle dem?” Kender du det med, at man er et sted med billard og pool og man tænker, ”det kan godt være det ikke er mig der har vundet pokalerne, men jeg er garanteret meget bedre end dem dér der spiller?” Kender du det, når kunst bliver så alt for smukt, at man bare har brug for en rødternet dug til at komme ned på jorden? Kender du øl?

Kunstmagasinet AFART inviterer alle til at fejre vores nyeste udgivelse i utraditionelle rammer på Haven, Ny Carsberg Vej 68! Releasefest torsdag den 3. november, 17-22 eller når sidste mand går hjem!

// Gratis kunstmagasiner

// Bodegahipsterstemning til du segner

// Mix tapes fra StudieStraße Records

// 4 fadøl for 100 kr.

// Dagens ret all night

// Pool og billard

// Rødternede duge

// Pokaler

// AFART

Deltag i mentorprogram og karrierebørs med Kubulus

 

Få sparring på dine karrieredrømme i mentorprogram og på karrierebørs.

Ansøgningsfrist til Kubulus´ mentorprogram 15. november 2011

Husk at du kan søge om en karrierementor i alumneforeningen Kubulus´ mentorprogram for kandidatstuderende på Københavns Universitet. Du bliver matchet med en mentor med masser af erfaringer inden for en virksomhed/branche/jobfunktion, du gerne vil arbejde indenfor.

Du kan søge om en mentor blandt 32 spændende ministerier, virksomheder og organisationer såsom:

  • Kulturministeriet, Udenrigsministeriet, Social- og Integrationsministeriet m.fl.
  • Berlingske Tidende, Siemens, COWI m.fl.
  • Wonderful Copenhagen, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Dansk Røde Kors, m.fl.

5. runde af mentorprogrammet starter i januar måned 2012 og varer et år. Der er ca. 170 pladser i alt og mange pladser til humanister.

Ansøgningsfristen er 15. november 2011 kl. 12:00

Læs mere om programmet, virksomhederne og hvordan du søger her: http://alumni.ku.dk/mentorprogram/

 

Kubulus karrierebørs 3. november 2011

Mød virksomhederne og hør mere om mentorforløb, studiejob, praktik m.v. hos dem. Det foregår torsdag 3. november kl. 11.30 – 15.30 i Festsalen, Frue Plads 4.

Vi tilbyder workshops om bl.a.:

  • CV-skrivning
  • Hvordan du får dit første job 
  • En fiktiv jobsamtale

Derudover:

  • En professionel fotograf står klar til at tage dit billede
  • Åbningsoplæg ved Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank 
  • CV-tjek af professionelle karrierevejledere
  • Kaffekværnens kaffe og Summerbird chokolade 
  • Innovationshjørnet, diskuter dine projektmuligheder med bl.a. Venture Cup

Læs mere og tilmeld dig her: http://alumni.ku.dk/karriereboers/

 

Trappe Tusind søger nye redaktionsmedlemmer

Trappe Tusind søger nye medlemmer til redaktionen.

Vi er i øjeblikket seks medlemmer i redaktionen, men vi kunne godt
bruge en til. Vi har deadline for forslag til bidrag til #8 d.
1. oktober, så der skal du være klar til at træde til.

Arbejdet i redaktionen består af mange forskellige opgaver, som
inkluderer at få gode ideer, vurdere og redigere indsendte bidrag,
korrekturlæse, skrive fondsansøgninger og foretage enkelte ture til
posthuse og boghandlere. Det er godt, hvis du er ansvarlig, idérig og
engageret. Hvis du kan finde ud af InDesign eller lignende
programmer og evt. lave hjemmesider, er det også en fordel.

Strukturen i redaktionen er flad, så der er rig mulighed for at få
indflydelse på, hvordan Trappe Tusind skal se ud.

Hvis du er interesseret, så send en kort mail til os. Vi vil gerne
vide lidt om, hvem du er, hvor langt du er på din uddannelse, og hvilke
faglige interesser du har, om du evt. har erfaring med
redaktionsarbejde el. lign., hvor lang tid du regner med at kunne være
med, samt naturligvis – hvorfor du har lyst til at være med. Skriv
også gerne, hvordan du forestiller dig et nummer af Trappe Tusind
(efter dit hoved) kunne se ud.

Deadline: 24. september

Venlig hilsen

Redaktionen ved Trappe Tusind

www.trappetusind.dk

trappetusind@nullgmail.com

Bogholder i Møllegades Boghandel


Møllegades Boghandel søger en bogholder, der har mod på at indgå i et spændende og udfordrende samarbejde med et ungt hold af litteraturkyndige.
Hvis du som både ordensmenneske, talknuser og litteraturinteresseret kunne tænke dig muligheden for at blive bedre bekendt med at drive en boghandel, og de aktiviteter der indgår i og omkring en kvalitetsboghandler, er dette bestemt noget for dig.

Se evt. vores hjemmeside, for at få et indblik i vores felt og interesseområder, samt for at få indblik i de strukturændringer der for tiden overgår Møllegades Boghandel: www.moellegadesboghandel.dk

Dine daglige arbejdsopgaver vil være en blanding af traditionelle administrative opgaver ifm. driften af en forretning, samt forskellige relevante projekter til fordel for det københavnske kulturliv. Arbejdstiden er i øjeblikket ca. 6 timer om ugen og opgaverne vil bl.a. indbefatte:

– Løbende bogføring så regnskabet er ajourført og bankafstemt (ca. en
gang om måneden)
– Balancegennemgang en gang i kvartalet
– Kommissionsaftaler: Løbende lagerføring, opgørelser, afregning og
afstemning
– Momsindberetning
– Fakturering: fx forlag, andre boghandlere, private kunder
– Ønskes det, vil der desuden være rig mulighed for at indgå i boghandlens
andre arbejdsgrupper: fx PR., arrangementsplanlægning og fundraising

Da Møllegades Boghandel har den gode litteratur og kultur for øje, og ikke profit, arbejder alle i boghandlen frivilligt. Det vil som udgangspunkt også gælde for dig. Dog med mulighed for en fremtidig mindre løn, såfremt der bliver råd til det.

Hvis dette har fanget din interesse, er du velkommen til at sende en mail til info@nullmoellegadesboghandel.dk med en kort ansøgning, der skal være os i hænde senest mandag den 14. november. Eventuelle spørgsmål kan rettes til selvsamme mailadresse.
Ellers er du altid velkommen til at ringe på tlf. 5058 5839 mandag-fredag 14-18.

De bedste hilsner
Holdet bag Møllegades Boghandel

LITTERATURSALONER I SKUESPILHUSET

 

 

 

Hold fyraften med Danmarks største forfattere og teaterfolk, når Det Kongelige Teater og Gyldendal igen præsenterer en række saloner i Skuespilhuset.

Gratis adgang.

  

Tirsdag den 1. november kl. 17.30: Astrid Saalbach og Benedikte Hansen

Astrid Saalbach fortæller i en samtale med Johannes Riis om sin nye roman, Fordrivelsen, om fyrreårige Andreas, der får en hjerneskade og langsomt fordrives fra sin kone, sine børn, sit arbejde – og sig selv: ”En litterær lavine, som man rammes og rives med af”, som Lasse Horne Kjældgaard skrev i sin anmeldelse i Politiken.
Benedikte Hansen læser op fra bogen.

 

Tirsdag den 8. november kl. 17.30: Instruktør Elisa Kragerup

Den unge instruktørElisa Kragerup, der blev kåret til Årets instruktør ved uddelingen af Reumert prisen 2011, instruerer Bertolt Brechts fabel om godhedens vilkår: ”Det gode menneske fra Sezuan”.

 

Torsdag den 10. november kl. 13.00 – 18.30: Forskud på bogmessen.

Fredag den 11. november åbner den årlige bogmesse i Forum. Kom og tag forskud på glæderne og bøgerne. Hvert tyvende minut kommer der en ny forfatter på scenen og fortæller.

 

Den 15. november kl. 17.30: Kirsten Hammann og Elisabeth Møller Jensen

Mød Kirsten Hammann og Elisabeth Møller Jensen, lederen af Kvinfo, i en samtale om Hammanns nye roman, ”Se på mig”.

 

Den 22. november kl. 17.30: Klaus Rifbjerg

Den 15. december fylderKlaus Rifbjerg80. I den anledning vil en række af Det Kongelige Teaters skuespillere læse tekster fra Rifbjergs store forfatterskab. Rifbjerg vil selv være til stede.

 

Den 29. november kl. 17.30: Instruktør Rune David Grue og Niels Brunse

Skuespilhuset spiller de store russiske forfattere fra 1800-tallet. I sidste sæson var det Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf”, og nu vises en dramatisering af samme forfatters ”Kældermennesket”. På Store Scene opføres Tjekhovs ”Mågen” i Niels Brunses oversættelse.

 

Til ALLE studerende på Kunsthistorie og Visuel Kultur

Vigtigt møde mandag den 31. oktober kl. 12.30 i lokale 21.2.04. 

Fagrådet indkalder til et vigtigt møde, fordi de 4-5 aktive, der for tiden er i fagrådet ikke kan fortsætte med fagrådsarbejdet efter nytår. Hvis der ikke kommer nye kræfter til, har I som studerende ikke længere en stemme i Fagudvalget, hvor fx al planlægning af vores undervisning finder sted, hvor alle nyheder omkring vores fag og institut bliver fremlagt, og hvor studieordningerne bliver revideret. Vi mister med andre ord vores mulighed for at få indflydelse. Og indflydelse har vi – der sidder fx to studerende i det udvalg, der for tiden reviderer BA-studieordningen, og vi har i mange tilfælde kunnet påvirke valg af undervisere og fag.

Det er også gennem fagrådet, at vores repræsentant til Studienævnet kan rekrutteres, så uden fagråd er der heller ingen stemme der.

Endelig er fagrådet i øjeblikket primus motor på IKK Artist Talks, der har stor succes. Vi skal også finde nogle studerende, der vil drive det arbejde videre i foråret 2012.

Vi kan derfor kun opfordre alle, der har lyst til at komme på mandag og høre mere om, hvad fagrådet egentlig laver. Husk: I skal ikke vælges for at være med – dem, der møder op er fagrådet.

Særligt tilbud til jer, der skriver BA-opgave: BA-workshoppen, som skulle have været holdt 5. oktober, blev aflyst. Lejla, som skulle have fortalt om sine BA-erfaringer, kommer på fagrådsmødet og holder sit oplæg. Derefter er der mulighed for at diskutere konkrete BA-problemstillinger, så hvis du er midt i din BA-opgave eller skal starte efter nytår, synes vi, du har endnu en supergod grund til komme til fagrådsmødet!

Spansk eksperimentalfilm i Cinemateket

50 års sjældne avantgarde-perler

Vildt og voldsomt, poetisk og politisk, musisk og moderne. Cinemateket præsenterer over de næste tre måneder en serie af hidtil utilgængelige film fra den ’anden’ spanske filmhistorie – i nye, restaurerede kopier. November måneds program rummer fem korte film i krydsfeltet mellem dokumentarisme og modernistisk eksperimentalfilm.

Den visionære José val del Omar (1904-82) er den spanske eksperimentalfilms grand old man. Vi viser hans klassiske værk ’Fuego en Castilla’ (1958-59, 17 min.), der var en del af en aldrig færdiggjort ’Tríptico elemental de España’. Arkitekten og animatoren Gabriel Blanco er repræsenteret med et dokumentarisk værk, ’De purificatione automobilis’ (1974, 16 min.) om en søndag i udkanten af byen. Multikunstnerparret Benet Rossell og Antoni Miralda kaster et kritisk blik på militant ikonografi i ’Miserere’ (1979, 12 min.), og Silvia Gracia har sammen med José Luis Guerin, et af spansk films største navne, har signeret den tidlige essay-film ’Souvenir’ (1985, 5 min.). Det nyeste værk, ’Lo que tú dices que soy’ (Virginia García del Pino, 2007, 28 min.) er en dokumentarisk skildring af mennesker, der arbejder i tabu-belagte jobs.

Programmet er sammensat af CCCB (Contemporary Culture Centre of Barcelona) og AC/E (Acción Cultual Española) med støtte fra ICIC (Cinematheque of Catalunya).

Bestil billetter til de første visninger (27. og 30. nov.) her: http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Serie.aspx?serieID=6616. Billetprisen er 65/40 kr., og alle visninger finder sted i Cinemateket, Gothersgade 55, tlf. 33 74 34 12.

Frivillige søges

Frivillige søges til opsætning af soloudstilling med den danske billedkunstner Mette Winckelmann i Den Frie Udstillingsbygning

Den Frie Udstillingsbygning er Kunstnernes Hus, og har som formål at vise udstillinger, der er produceret, initieret eller udvalgt af kunstnere. Herved adskiller huset sig fra andre nutidige udstillingssteder. I kraft af sin kunstnerdrevne struktur fungerer Den Frie Udstillingsbygning som en eksperimenterende ramme om udstillinger og tilknyttede aktiviteter.

Den Frie Udstillingsbygning søger frivillige til at hjælpe med opsætningen af soloudstilling med Mette Winckelmann i uge 48, med start mandag den 28. november.
Det abstrakte har en central rolle i Mette Winckelmanns praksis. Abstraktionen er både en konkret og poetisk måde at åbne og opløse faste definerede kategorier og former. Winckelmanns kunstneriske praksis spænder over en række billedmedier og materialer, og det er kendetegnende for kunstnerens værker, at de fremstår med en på én gang taktil og spirituel karakter. Mette Winckelmann vil med udstillingen i Den Frie Udstillingsbygning forholde sig til bygningens unikke arkitektur, og præsentere en installation, der indgår i dialog med den formmæssighed, der giver bygningen sin karakter.

Som frivillig i Den Frie Udstillingsbygning kommer du til at arbejde tæt sammen med kunstneren, den daglige ledelse samt husets øvrige medarbejderne. Vi er et velfungerende team, der har en sjov, men også travl hverdag. Vi søger derfor assistenter der kan se det spændende i en til tider hektisk arbejdsdag med mange forskelligartede arbejdsopgaver. Den Frie Udstillingsbygning kan desværre ikke afse lønudgifter i forbindelse med jobbet, men vi kan tilbyde dig at komme helt tæt på nogle af de arbejdsopgaver, der eksisterer i forbindelse med opbygningen af en udstilling samt tilhørende aktiviteter. Vi forestiller os at dit ophold er struktureret således, at arbejdsskemaet passer dig. Skulle dette have vagt din interesse, så send os en mail til: info@nulldenfrie.dk (Mærket “Frivillig”).